Læderet fra yakken, en kvægart, der er vidt udbredt i Tibet og Centralasien. Yakken, der er et højlandsdyr, kaldes også gryntende okse på grund af sit konstante høje grynt. Dens læder har en lang tradition og blev allerede af de tibetanske nomader forarbejdet til beklædning, sko, bælter, tasker, lassoer, hestesadler og andre genstande til daglig brug.
På grund af de ekstreme levevilkår i bjergene er huden og dermed læderet meget robust og varmeisolerende. Sammenlignet med europæisk oksekød er det ved samme tykkelse betydeligt mere holdbart og tungere. Hudens beskaffenhed afhænger også af køn og alder. Yak-huder er som regel mindre end oksehuder. Yak-huder har oftest en overflade på mellem 2,5 og 4 kvadratmeter. Med alderen, ligesom hos oksekødet, bliver fibrene større, og huden bliver tykkere, grovfibret og mere ujævn.
Traditionel forarbejdning
Der findes forskellige forarbejdningsmetoder, men den traditionelle læderforarbejdning begrænser sig som regel til få trin. Ofte lægges de friske skind først i kærnemælk og valses derefter med en stok. Alternativt blødlægges de først i vand, hvorefter fedt- og kødrester fjernes. Efter tørring rulles de stramt sammen, vikles med en snor og valses med fødderne i en periode på tre til fire dage. I løbet af denne periode åbnes rullen igen og igen, og huden strækkes på ny. De færdige skind behandles igen med fedt for at gøre dem bløde og smidige.
Kilder: (tilgået 31.01.2019):
- www.leder-info(punkt)de/index.php/Yakleder
- www.lederzentrum(punkt)de/wiki/index.php/Yakleder
